Durin’s Opfindsomme Pondus.
Ejeren udtaler:
Pondus er en hund med masser af mod på livet som apportør. Han er en dygtig markør og bruger sin næse godt i sin søgen efter vildt. Han har en veludviklet samarbejdsvilje, og arbejdet vedholdent i alle slags terræn. Han har en god vildtbehandling og fine afleveringer og er spontan på alt slags vildt. Hans egenskaber kommer ikke fra fremmede. Både på hans mors side og på hans fars side ligger solide linjer af hunde med gode jagtlige egenskaber. Faren til Pondus (Gibson) var en yderst velmeriteret hund, med fine titler både indenfor jagt, brugshundeklubben, lydighed og vildtspor. Han var desuden udstillingschampion i Danmark og Sverige. Gibson var en hund som var usvigelig sikker i sit arbejde. Hans ejer var aldrig nervøs omkring prøveoplæg eller terræn eller andet, for Gibson kunne sit kram og der var ikke noget de ikke kunne løse sammen. Han havde en meget veludviklet af og på knap og var helt lydløs. Han blev far til mange dygtige hunde i Sverige, men fik aldrig et kuld i Danmark. Det ændrede sig så for ca 3 år siden, da Pondus og hans søskende kom til verden. Vi er meget glade for det kuld, som viser gode takter over hele linjen uanset hvad deres ejere ønsker at bruge dem til. Moren til Pondus (Dunja) går tilbage til den oprindelige stamtæve i kennel Durin’s. Bag Dunja ligger gamle velprøvede linjer med stærke jagtlige egenskaber, både fra Danmark og fra England. Dunja er en hund med en meget stærk vilje, og vedholdenhed i sit arbejde. I vuggegave har hun fået en usvigelig sikker evne til at søge vildt op. Vi har afkomsbeskrevet to af hendes 3 kuld efter svensk model, og i begge tilfælde var det tydeligt at hun giver evnen til at gå et struktureretog selvstændigt frit søg videre til sit afko. Dunja er en dygtig apportør på jagt og finder hvert år rigtigt mange fugle, på steder hvor man ikke lige ventede det.
Pondus har haft sin debut både på andejagt og på fasanjagt og et af mine dejligste øjeblikke på jagt, var da jeg så ham lede en anskudt fasan op, som han ikke havde set gå ned. Jeg sendte ham i et søg, som vi plejer, og han fulgte rutinerne lige til han fik fært af fuglen. De fugle han havde hentet indtil da, havde været døde og de havde alle ligget i fryseren inden de blev brugt til træning. Her var for første gang det det hele drejede sig om. En varm og sprællevende fugl som klart skulle hentes. Han fulgte den ind i en bunke granris og cirklede et par gange rundt om bunken for at få den bedst mulige position til at få hentet den. Så stod han helt stille i et åndeløst sekund eller to og så hoppede han lige ind i midten af bunken og kom ud med fuglen i munden. Den blev afleveret lige så pænt som de frosne gør og jeg kunne udfri fuglen for alle dens lidelser på en nådig og værdig måde. Det var så fascinerende at se alle hans medfødte talenter tage over, da han skulle have fat i fuglen, og alligevel var hans første tanke, at fuglen skulle hjem til mig, ”ligesom vi plejer”. Jeg er glad for at Pondus er min og glæder mig til de mange timer vi skal bruge sammen på træning, jagt, markprøver og andet sjov.
